Denne side er blevet korrekturlæst
Præsten tav. Han vendte sig bort fra os ind mod den lyse Birkestamme. Vi forstod, han havde Behov at bede. Saa vendte han sig atter mod os og næsten raabte:
— Ja, ja, det er over al Forstand! Det er over al Forstand!
— — —
Den lille Komtesse havde rejst sig, hun gik hen til Præsten, lagde Armene om hans Hals og kyssede ham: — De maa ikke sige mere, jeg kan ikke taale det! bad hun. Jeg troede ikke, Livet var saadan. Jeg troede, Livet var godt …
Præsten svarede: — Jo, jeg maa tale ud. For min egen Skyld maa jeg tale
