27
dag lukkede jeg mig inde for at udarbejde min Prædiken. Det var en Vane, jeg maatte have fuldkommen Ro til denne Gerning. Visheden om, at min Hustru sad et Par Stuer borte og var bedrøvet, nagede mig nok, men paa dette Punkt kunde og vilde jeg ikke give efter.
— Mangen Gang bad hun: Lad mig være hos dig, jeg skal sidde i en Krog uden at røre mig, uden at sige et Ord! Men jeg gav ikke efter.
— Siden … siden, da det var for silde, har jeg angret denne min Haardhed. For mig gjaldt det dog kun en Vane, hende voldte det en Smerte, jeg ikke kunde undgaa at se.
— Saa kom der en Tid, da hun ikke mere bad om at maatte være hos mig, jeg roste hende derfor, og kaldte hende klog og god, men jeg følte, at hendes Væsen gennemgik en formelig Krise, naar Lørdagen nærmede sig, en Krise, der først over-
