Side:Over al Forstand.djvu/34

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

26

komment, som det ene Menneske kan eje det andet, men hun vidste det ikke, eller hun turde ikke tro det. Hun var en frygtsom Natur, trods al sin ydre stormende. Livsglæde.

— Ida fulgte mig paa mine Vandringer i Sognet. Hun overværede Konfirmandernes Forberedelse, sad selv som en Skolepige paa Bænk med dem og paahørte Undervisningen, som gjaldt den hende selv. Hun var med ved hver Barnedaab, ved hvert Bryllup, ved hver Begravelse. Hun vænnede sig til at tale med Sogneboerne om alt deres, og hun søgte at glæde dem, men alle hendes Tanker drejede sig bag dette kun om mig. Blev jeg hentet ved Nattetide og i Snestorm for at berette en Døende, stod Ida af sin Seng og fulgte mig.

— Vi var saagodtsom altid sammen, kun var der én Dag i Ugen, hvor jeg forbeholdt mig Ensomhed. — Lørdag Eftermid-