Side:Over al Forstand.djvu/33

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

25

Menneskers Fejl vilde hun ikke se, hun gjorde sig blind derfor …

— Idas lille eneste Fejl var hendes Kærligheds Skinsyge. Hun kunde ikke afse mig en Time af Dagen. Fra vort første Møde klyngede hun sig til mig med en Ømhed og Hengivenhed uden Lige. — Alt andet slap hun, kastede overbord. Stundom bebrejdede jeg hende, at hun saaledes glemte baade Venner og nær Slægt, hun svarede: — Jeg har jo dig, og jeg har ikke Plads til flere. Dette var Sandhed uden Overdrivelse. Saaledes var hun indrettet, at der ikke i hendes Liv var Plads til flere end den ene, paa hvem hendes Kærlighed var faldet.

— Alt om hendes Liv skulde jeg vide. Hver Tanke. Hver Drøm. Hun var lyksalig, naar jeg fortalte hende Smaatræk fra min Barndom. Det forekom hende, hun derigennem erobrede nye Dele af mig… Hun ejede mig saa helt og fuld-