29
— Vi havde den Skik at gaa med hinanden i Haanden. Det var et af Idas Paafund, men saa kær blev denne lille Vane mig, at heller ikke jeg befandt mig vel i Købstaden, hvor vi ikke saa godt kunde tillade os slig Barnagtighed … Der er endnu Tider, naar jeg lider bittert under min Ensomhed, hvor det pludselig synes mig, en lille varm, levende Haand kryber ind i min — og Timevis kan jeg vedligeholde denne Illusion.
— Vi boede midt inde i Jylland, til alle Sider strakte sig de vide Hedeegne, men vort Sogn laa som en lille skinnende Oase i den store Goldhed. En Milsvej borte løb Banelinjen, men enten vi skulde op eller ned, ind eller ud i Landet var det timelang Kørsel. Egnen var selskabelig og gæstfri. Vi fik Indbydelse fra de omliggende Præstegaarde og fra Herregaarde, der laa baade tre og fre Mile borte. Ofte tog vi imod disse Indbydelser, jeg følte
