30
det som en Pligt mod min unge Hustru, der for min Skyld havde forladt en stor Bys Liv og Selskabelighed. Først sent erfarede jeg, at det altid havde været hende en Pine at komme bort fra den stille Præstegaard. Ikke fordi hun var menneskesky, men fordi hun var skinsyg. Hun, hvis Væsen var Blidhed, var jo skinsyg over al Maade. Det var ikke mig, Skinsygen faldt paa men de andre, Kvinderne, alle Kvinder. Uden nogen Undtagelse alle de Kvinder der kom indenfor min Synsvidde. Men tro nu ikke, denne Skinsyge ytrede sig i Vrede, Heftighed, i onde Ord og hadefulde Udfald. Den var stum. Ingensinde har Ida talt et nedsættende Ord om de Kvinder, der ængstede hende. Dertil var hendes Sind for purt og hendes Tanker for fine. Snarest gik hun til den modsatte Yderlighed af Frygt for at blive uretfærdig.
— Maaneder efter Idas Død fandt jeg en
