31
lille Dagbog, ført nøjagtigt i vort Ægteskabs første Uger, siden kun benyttet i Ny og Næ, naar noget pinte hende over al Maade. Hun var bange for at miste mig, og kunde ikke tænke sig at tage nogen Kamp op. Derfra hendes syge Skræk for fremmede Mennesker. Den, der ikke kendte hende nøje, havde næppe anet Uroen bag hendes lyse, tindrende Væsen … Taler jeg formeget om Ida? … Jeg vilde prøve at skildre, hvorledes hun var, men det fremgaar sagtens af det, jeg staar i Begreb med at fortælle … Dette forfærdelige Spil af Omstændigheder, der har kastet Dødskygger over mit Liv og bragt min Sjæl til at vride og vaande sig for at begribe, det skete med Herrens Vidende og Vilje …
— En Foraarsdag skulde vi for første Gang i Besøg hos en Godsejer, der boede halvanden Mil fra os. Da vi skulde til Vogns, standsede Ida pludselig og blev bleg
