34
Ida, der altid, hvor ved Bordet hun end blev anbragt, holdt Udkig med mig. Jeg løftede mit Glas for at hilse paa hende. Hun tog ogsaa sit, men hendes Haand rystede, og Smilet var skræmt. Af Hensyn til Ida saa jeg ikke mere over til den unge Pige. Kun da vi stod fra Bordet, mødtes vore Blikke atter tilfældigt. Hun smilede, et lille fattigt, vissent Smil, der mindede noget om Idas, naar hun var bedrøvet. Ida kom hen og tog mig under Armen. Hun hviskede: — Kan du ikke se, hun ligner Agnete, der har været nede hos Havmanden? Det var mig saa indlysende, hvem hun mente, at jeg blot nikkede til Svar. Ida sagde igen: Du skulde tale med hende, jeg tror, hun vil gerne! Jeg lovede at gøre det i Aftenens Løb. Lidt efter kom Ida paany og betroede mig, at den unge Pige var forlovet med en af vore Nabopræster, der paa Grund af Sygdom ikke var tilstede. Saa forstod jeg
