35
bedre hendes bekymrede Udtryk. Præsten kendte jeg som en i alle Maader prægtig Natur.
— Kort før Opbruddet gik jeg over til hende, vel vidende, at min lille Ida straks vilde komme tilstede. Det blev ogsaa kun faa Ord, vi vekslede paa Tomandshaand, men hendes Blik var som et Raab om Hjælp. Idet Ida nærmede sig, sagde hun hurtigt: Maa jeg ikke nok taie med Dem engang? Jeg bøjede Hovedet til Svar, Jeg havde forstaaet, hun vilde tale med mig alene, og at hun havde noget at betro mig. Idas sørgeligt fine Sansning svigtede ikke. Hun saa fra den ene af os til den anden og fik sit skælvende Træk ved Mundvigen. Hun indbød den unge Pige til at besøge os snart og ofte, men da det var sagt, blev hun tavs, og den unge Lærerinde fandt Paaskud til at forlade os.
