43
og maatte tale med mig, fik jeg intet at vide.
— Det var pinlige Øjeblikke. Saa opgav jeg at trænge ind paa hende, behandlede hende som en Syg og underholdt hende, som man underholder en tilfældig Gæst, men jeg saa paa hende, at hun slet ikke hørte, hvad jeg sagde. Hun knugede Hænderne i hinanden og forsøgte at smile, men Smilets Armod gjorde mig kun endmere forstemt — og usikker.
— Jeg hørte Vognrullen i Alléen. Det var Ida, Jeg sagde til min Gæst: Nu kommer min Hustru, det vil glæde hende at se Dem her! Men idet Ordene var talt, indsaa jeg, at Ida maatte blive højst forbavset og sikkert pinligt berørt over at træffe den unge Pige i min Stue paa en Tid, hvor min Dør var stænget endog for hende. Som om hun gættede, hvad jeg tænkte, rejste hun sig og gik over
