42
ikke Ida men den anden, Maria. Jeg tog hendes Haand og fik hende med ind, og nu saa jeg, der var noget paa Færde. Hendes dejlige Øjne havde det stive søvngængeragtige Blik, Mennesker faar, naar de martres af en Tanke eller en Idé, de ikke orker at klare. Jeg spurgte hende ud i Øst og Vest, men kun saameget forstod jeg, at hun var kommen for at tale med mig. Med mig alene.
— Dèr, paa dette Tidspunkt begynder min Skyld. Jeg burde straks have forklaret hende, at Ida og jeg ikke havde Hemmeligheder for hinanden. Men jeg blev svag overfor hendes nøgne Elendighed, og jeg vilde ikke svigte hendes Tillid. Det anede mig, hun kom for at tale om noget angaaende hendes Forhold til min Nabopræst, og at det sagtens var et religiøst Spørgsmaal, der stod dem imellem. Men foreløbig var hun som en lukket Bog. Udover det, at hun vilde
