41
var det hændet, at vejløse og forkomne Mennesker havde listet sig om Huset, inden de bankede paa og kom frem med deres Bøn om Føde og Ly — dem frygtede jeg ikke.
— Jeg satte mig ved Skrivebordet fast besluttet paa at ville arbejde, men jeg fik ikke Ro. Den Følelse voksede sig stærkere og stærkere i mig, at jeg burde gaa ud og se efter i Haven, og samtidig, at hvis jeg gik derud, vilde noget uendelig sørgeligt hænde mig. Jeg aabnede Havedøren og saa ud. Der var stille. Men jeg vidste saa usvigelig sikkert, at der var nogen derude i Mørket. Saa spurgte jeg da: — Er her nogen? Ingen svarede. Derimod hørte jeg en svag Raslen og Lyden af flygtende Skridt. Jeg nævnede Idas Navn. Det kunde ligne hende at komme saadan snigende og overraske mig med, at nu var hun her. Jeg gik rundt i Gangene og ledte. Jeg fandt
