40
Jeg vidste, det vilde blive sent, inden de kom. Der var Marked, og Ida havde meget at besørge. Jeg gik op og ned ad Gulvet i min Stue, som jeg plejer, naar jeg skal tænke klart, men denne Aften var jeg mærkelig adspredt. Ideligt flakkede Tankerne bort fra de Veje, hvor jeg ønskede dem. Det kunde nu simpelthen komme deraf, at Ida var borte — hun, der ellers sad musestille to Stuer fra mig. Men jeg ligesom var mig bevidst, det ikke var Tanken om Ida, der voldte denne Uro. Jeg lider sandelig ikke af Frygt eller Anelser, men jeg grebes af en helt panisk Skræk for noget … noget, der laa i Luften, noget, der nærmede sig, noget uafvendeligt. — Følelsen var stærk, som naar man drømmer, man er falden over Skinnerne og hører Toget komme brusende. Jeg rullede ned og tændte Lys. Pludselig anede jeg — nej vidste jeg — der var en Fremmed ude i Haven. Nu
