39
hende komme. I samme Nu — Maria traadte ind i Kirken, skiftede Ida Farve, hendes Ansigt visnede heltud til Læberne, og Salmebogen skjalv i hendes Haand. Maria gik, naar jeg hørte op at tale. Et Øjeblik overkom der mig den Tanke, at hun hørte til hine præstesyge Stakler, der med Mellemrum overfalder en eller anden Præst med vild og meningsløs Tilbedelse, men Tanken var i dette Tilfælde saa absurd, at jeg straks og for bestandig slog den ned. Naturligvis vilde hun simpelthen lære mig at kende, inden hun gav mig sin Tillid.
— Saa kom hun. Dengang ingen ventede hende, kom hun. — Det var en Lørdag Aften, hvor jeg blot havde trukket mig tilbage for at arbejde, men hvor jeg var alene hjemme. Ved et Tilfælde havde jeg selv foreslaaet Ida at tage til Byen med en af vore nære Naboer, en Møller, og følges hjem med ham om Aftenen,
