38
stirrede paa Kammerjunkeren, som anede hun ikke selv, at hun gav ham sin Sjæl i det Blik. Han stod endnu med sit sarkastiske Smil, lyttende til Præstens Fortælling, medens han samtidig indsugede Komtessens — tavse — Kærlighedserklæring.
— — —
Præsten fortsatte:
— Den unge Pige — jeg vil kalde hende Maria, hun hed noget andet — kom ikke over til os. Men vi ventede hende begge. Ida pyntede op med Blomster og sagde ofte: — Mon hun ikke kommer idag? Hvem hun mente, var jeg ikke i Tvivl om. Et Par Gange søgte hun min Kirke. Kirken var ikke større, end at jeg med Lethed oversaa hele Menigheden. Jeg kan ikke sige, at Marias Nærværelse forstyrrede mig, hun sad med sænket Blik, saalænge jeg talte, men hendes Nærhed paavirkede Ida, der sad paa et Sted, hvor hun absolut ikke kunde se
