Side:Over al Forstand.djvu/60

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

52

med Sorg og Undren. Undren uden Ophør.

— Hvorledes det føjede sig, mindes jeg ikke, der er Momenter, der som med en skarp Kniv er snittet ud af min Hukommelse. — Men vistnok har jeg talt længe med hende og vistnok anvendt de mildeste og mest husvalende Ord, jeg kunde finde. — Tilsidst fortalte Maria mig sin arme Historie. Vi gik op og ned ad Gulvet sammen. Min Haand laa om hendes Skulder, hun rystede som et Espeløv, medens Ordene dryppede som Draaber fra et gabende Saar. Maries Historie kan jeg ikke og vil jeg ikke gengive her, ikke i al dens Rædsel. — Udadtil var der kun det, at en Mand havde forført hende — Barn som hun var … Ikke andet end det! Da hun havde talt ud, var hendes Ansigt gustent og Tænderne klaprede i hendes Mund. Jeg er ikke dømmesyg, jeg vil ikke sige, en ung Pige tager