51
men jeg haaber, De, inden min Historie er til Ende, glemmer at tvivle! …
— Maria løftede sine Arme og tog om mine Hænder, hun løftede Blikket og saa mig ind i Øjnene. Ja, hendes Blik rummede en Fare, og under andre Forhold end disse … hvem véd … men Blikket var ledsaget af det syge, fattige, hærgede Smil … Jeg kunde have løftet hende op og baaret hende paa mine Arme, som man bærer et sygt Barn, der ikke finder Hvile mer i Sengen. Uendelig yndig forekom hun mig og usigelig elendig. Fjern fra min Tanke var al Bevidsthed om at staa som Mand overfor en ung Kvinde.
— Alle I, der hører dette Skriftemaal fra forbigangen Tid, I vil ogsaa forstaa, at havde det været anderledes, havde jeg taget dette med mig i Graven. Nej, min Brøde har aldrig voldet mig Skam eller Anger, det, der skete, har kun fyldt mig
