57
Klokken var over to, og Maanen forlængst gaaet ned! Jeg kunde ikke gøre det. Følge hende selv vovede jeg ikke af Hensyn til Ida. Der var saa kun der at lade hende blive, til Dagen — ret snart — begyndte at gry. Hun ønskede selv at gaa, hun erklærede med sit syge Smil, at hun aldrig mere var bange for Mørke og Ensomhed, det hjalp mig ikke. Jeg kunde ikke gaa til Ro og vide hende alene derude i Natten.
— Omsider lovede hun at blive i min Stue, til det dæmrede … Jeg havde altid hos mig nogle Chocolader, jeg tog for at stille Anfald af nervøst-pludselig Sult. Dem satte jeg for hende og skænkede hende et Glas Vin. Jeg slukkede Lampen og vilde gaa. Da sagde hun: — Hvad skal jeg gøre, naar han støder mig bort … jeg kan ikke leve uden ham. Han er det eneste Menneske, der har været god imod mig! Jeg svarede:
