58
— Det lover jeg, han skal ikke støde Dem bort. Jeg vil lodde hans Natur, og er han saadan, at han ikke kan taale Sandheden, saa, i den barmhjertige Guds Navn, skal han heller ikke erfare den. Og i saa Fald, Maria, paatager jeg mig Samvittighedens Ansvar for os begge.
— Jeg trak Døren til efter mig og gik ind i Sovekamret. Ida var gaaet til Ro, og det lod til, hun sov. Selv laa jeg vaagen. Det, der var sket i disse Timer, var for mig noget saa usædvanligt, at det overvældede mig. Min Samvittighed krympede sig, omend jeg ikke var mig nogen virkelig Skyld bevidst. Men omstødes kunde det ikke, at inde i min Stue sad en fremmed Kvinde, med hvem jeg fra nu af havde en ubrydelig Hemmelighed — og at jeg havde handlet bag Idas Ryg. Tankerne flakkede henover Enkelthederne i den hæslige Historie, Maria i sin Vaande
