59
havde aabenbaret mig, jeg kunde ikke blive den kvit.
— Pludselig fo'r Ida op med et Skrig og blev siddende oprejst. Da jeg spurgte, hvad det var, svarede hun stille: Jeg drømte! Men hun tav med Drømmens Indhold. Ikke heller klyngede hun sig til mig, som hun plejede, og hun søgte ikke min Haand. Idas Vane at holde mig ved Haanden, gjaldt baade Nat og Dag. Sjælden vaagnede jeg nogen Morgen med to frie Hænder. Gerne havde Ida i Nattens Løb grebet den ene, som hun i Søvne omsluttede med begge sine. Undertiden havde hun bredt min Haand ud og lagt den under sit Hoved som en Pude …
— Det begyndte at dæmre. Ida sad endnu ret op i Sengen, som om hun lyttede efter noget. Jeg vovede ikke at tale til hende. Blodet kogte for mine Øren. Var det muligt, hun havde hørt
