66
befindende, da Tankerne atter kom flyvende. Jeg véd ikke, hvorom jeg talte, men da jeg bagefter gik ind i Sakristier, kom Ida ind til mig — hvad hun ellers aldrig gjorde af Respekt for Sognefolkenes store Former. Hun lagde Armene om min Hals og sagde: — Erhardt, saadan skal du tale over mig, naar jeg er død, hører du! Der forløb et Par Dage inden jeg bekvemmede mig til at tage over til min Nabopræst og udrette det Ærinde, jeg havde paataget mig. For at komme afsted, maatte jeg lyve for Ida, og hun lod, som om hun troede Sandheden af det Paaskud, hvorunder jeg tog bort.
— Paa Vejen over til ham begyndte jeg at indse det taabelige og uoverlagte i mit Løfte. Jeg burde have indset det før. Han og jeg var i vore Livsanskuelser forskellige som Dag og Nat. For mig var det altid let at dømme mildt, jeg, der var vokset op paa Livets Solside. Han hørte
