76
bejde mere, han havde maattet aflyse sin Prædiken. Det svimlede for ham, naar han saa ud over de mange Mennesker. Maria var det eneste, han overkom at tænke paa. Og nu, naar han laa om Natten og ikke kunde sove, bankede Fristeren paa hos ham og hviskede, at det jo var muligt, Maria havde et eller andet, der maatte skille dem fra hinanden.
— Om saa var? henkastede jeg med bankende Hjerte. Pastor U. spærrede Øjnene op og svarede: — Om saa var — vil jeg bede Herren bevare min Forstand. Jeg tror ikke, jeg kom over det.
— Disse Ord gengav mig min Handlekraft. Jeg havde Følelsen af, at jeg holdt to Menneskeliv i min Haand, og at Ansvaret i dette Øjeblik med en Møllestens Tyngde blev lagt paa mine Skuldre. Jeg foreslog ham at lade hende hente over til os samme Dag, og han syntes helt
