77
trøstet ved Tanken. Jeg havde ganske glemt, at vor Karl just havde fri den Dag. Pastor U. var selv kørende i en lille Gig, og rimeligst havde det altsaa været, ifald han var kørt over efter sin Forlovede.
— Nu gik vi imidlertid over i Dagligstuen til Ida. Jeg saa, hun var meget urolig, hvorfor jeg straks nænsomt satte hende ind i Aarsagen til Pastor U.'s Besøg.
— I, som hører mig fortælle dette, I, som længst har erfaret Idas sygelige, halve Medviden, vil mene, jeg bar mig forkert ad. Men husk, jeg anede jo dengang intet. Pastor U. talte aabent til Ida som til mig, han talte om vor Lykke og om den Lykke, der havde været ham forjættet. Og han spurgte nu Ida, som han havde spurgt mig, om hun kunde forestille sig, hvilke Motiver, Maria kunde have til sin Udskyden af Brylluppet. Ida undveg Svaret, men saà saa forpint ud,
