79
efter en ung Dame, selv om denne unge Dame var aldrig saa forlovet.
— Ida raadede mig til at gøre som Pastor U. bad, men samtidig sendte hun mig et af disse smertefuldt anklagende Blik, som kun Kvindeøjne ejer — og jeg fatter ikke, jeg fatter ikke, jeg tog bort. Men jeg gjorde det. Jeg lod mig berolige af hendes matte: Erhardt, jeg synes, du skulde gøre det, saa underholder jeg imedens Pastor U.
— Jeg gik ud og spændte for og kørte.
— Maria var straks parat til at følge mig, og jeg forstod, hun længtes efter at tale med mig. Hendes Udtryk vidnede om, at hun havde gennemgaaet frygtelige Sjælekvaler, siden jeg saà hende sidst, men hun syntes nu at være faldet til Ro i en eller anden Beslutning.
— Da vi var kommen lidt bort fra Gaarden, takkede hun mig for mit Brev og tilføjede, det for en Tid havde styrket
