88
— Maria havde endelig taget sit Parti, og jeg var nu overbevist om, hun havde Kræfter til at gennemføre, hvad hun havde paataget sig. Men engang i Forbigaaende skræmte hun mig ved pludselig med den gamle Fortvivlelse i Blikket at hviske: — Jeg tør ikke, tør ikke tro paa, det gaar godt …
— Maria bad mig tage sig til Alters en Dag alene. Jeg fandt ingen Grund til at nægte det, men jeg spurgte Ida, om hun vilde med over i Kirken. Hun afslog det med en Hovedrysten, men indbød Maria til at overnatte hos os efter Altergangen for ikke at gaa den lange Vej tilbage til Herregaarden. Maria havde selv ønsket at varetage sin Lærergerning til den sidste Dag.
— Denne Altergangstime staar for mig som det højtideligste i mit Liv.
— Da vi fulgtes tilbage til Præstegaarden, fandt vi Ida besvimet foran Tærskelen
