mig tilhørte hun fra Skaberens Haand, jeg havde til enhver Tid Førsteretten til hende, en Ret, som ikke kunde opsiges eller ugyldiggøres af nogen senere Fordringshaver.
Dette forstod og billigede Maria. Hun vidste, det var saadan og ikke kunde blive anderledes. Derimod var hun ikke sikker paa, hvorvidt hun burde indvie sin Mand i Forholdet til mig. Skyldte hun ham ikke at oplyse ham om, at hun ikke var den uberørte Pige, som han maaske bildte sig ind?
Jeg føler mig overbevist om, at Maria opkastede dette Spørgsmaal i god Tro, vildledt, som saa mange andre svage Sjæle, af de i vore Dage grasserende Kvaksalver-Moralister. Og jeg indsaa Nødvendigheden af at tale et Alvorsord til hende.
»Du ganske taabelige Barn« — sagde jeg — »forstaar Du dog ikke, hvor forkért Du taler? Ja, Maria, hvis Du faar en Mand, som er ond og styg imod Dig og som Du derfor vil hævne Dig paa, da fortæl ham, at Du har haft en Elsker, en Elsker, der for-
