kælede Dig over al Maade og lærte Dig Kærlighedens Lykke. Men at sige dette til en flink og skikkelig Mand, der gør sit Bedste og er lykkelig i Indbildningen om, at han er den første og eneste i dit Liv — hvor kunde Du vel nænne det? Du vilde tilføje ham større Fortræd, end hans bitreste Fjende kunde udtænke. Jeg forudsætter, at han elsker Dig. Jeg forudsætter ogsaa, at Du vilde byde ham de interessante Afsløringer inden Brylluppet. Nuvel. Enten sagde han Dig da Farvel, og hans Ulykke var sikker, eftersom han elskede Dig. Eller, hvad der er det sandsynligste, han giftede sig alligevel med Dig, og hans Liv blev et Helvede, et Helvede af altid nagende Tvivl og Mistanke. Du kunde være aldrig saa sød og trofast imod ham, Du kunde endog slippe mig — det vilde altsammen vise sig forgæves. Bestandig vilde fra en Krog af hans Hjærte din onde Bekendelse grine frem, stivnende hans Lykke i isnende Spot: »Hun har en Gang haft en Elsker, har hun glemt ham? længes
