68
hist en Familje samlet om Aftensbordet, her en ung Dame ved Klaveret.
Jeg sidder med Haand under Kind og lader Tankerne drive paa Maa og Faa, ved ikke, hvad jeg tænker paa, men føler en Længsel i mit Hjærte, der hamrer i urolig Takt, hamrer, saa jeg hører Pulsslagene oppe i Tindingen.
Da begynder en Harmonika at spille. Musiken kommer fra et af Skibene. Jeg skimter en mørk Skikkelse paa et hvidt Dæk, en Skikkelse, der siddende bøjer sig forover og bevæger Armene langsomt frem og tilbage.
De første Toner er skærende falske, men efterhaanden gaar det bedre. En Harmonika lyder kun godt ude fra Vandet, med høj Luft og Himmel udenom, med dyb Stilhed i Naturen. Intet Instrument tolker da saa trofast det ensomme Hjærtes enfoldige Suk — efter det fjærne Hjem, efter Fader og Moder, efter den elskede Pige. Harmonikaen skal føres af brave, barkede Hænder. Den rummer ikke kunstfærdigere Poesi end en Sømands
