69
Bryst, som vides ud og ind af de enkleste Smerter og Glæder.
Musiken bæres skælvende gennem den stille Aften. Den klager saa aabenhjærtigt som et Barn. Enhver maa kunne forstaa, hvad Nød er paa Færde. Jeg hører Melodien som en Sang med de simpleste Ord:
»Jeg sidder i et fremmed Land, hvor de taler et Sprog, jeg ikke forstaar. Jeg har været inde i den store By, mellem mange travle Mennesker, som ikke bryder sig om mig. Jeg kender ikke det Sted, jeg kunde gaa hen og føle mig hjemme. Saa gik jeg paa Værtshuset med de andre. Der var fuldt op af Piger, som lo til mig og gærne vilde have fat i mig, fordi jeg havde Penge paa Lommen og var stor og stærk. De drak med mig, og En af dem satte sig paa mit Skød og kaldte mig sin søde Ven. Og jeg blev fuld og gik med hende, og hun tog mine Penge, men gav mig ingen Glæde. Der er kun Én i Verden, som gør mig glad, og hun er mange, mange Mile borte.
