tager jeg af ganske Hierte denne trøstefulde Lære, ikke aleene saaledes som du har foredraget os den, men saaledes som den af de ældste Viise er os overleveret, nogle Forfalskninger undtagne, der af Digtere og Fabel-Opfindere ere tillagte. Hvor vores Siæl ingen Grund for Visheden kan finde, der betroer den sig til de beroligende Meeninger, ligesom Fartøier paa det bundløse Hav, der ved klar Himmel fører den igiennem dette Livs Bølger. Jeg føler, at jeg ikke kan modsige den Lærdom om Udødeligheden og Betalingen efter vores Død, uden at see uendelige Vanskeligheder ophæve sig, uden at see alt, hvad jeg endnu holder for Sandt og Got, berøvet sin Tilforladelighed. Er vores Siæl dødelig, saa er Fornuften en Drøm, som Jupiter har sendt os, for at bedrage os Elendige; saa mangler Dyden ald den Glands; der for Vore Øine giør den saa guddommelig; saa er det Skiønne og Høie, det Sandselige saavel som det Physiske, intet Aftryk af de guddommelige Fuldkommenheder, (thi intet Forgiængeligt kan fatte endog den svageste Straale af den guddommelige Fuldkommenhed); saa ere vi, ligesom Fæe, sat her neden, for at søge vores Føde og at døe; saa vil deri disse faa Dage være lige meget, om jeg har været Skabningens Ziir eller Skam, om, jeg har stræbt efter at formeere Antallet af de Lyksalige eller af de Elendige; saa har den nedrigste Dødelige endog Magt til at unddrage sig Guds Herskab;
