liggenheder, der ophæve ham i de moralske Naturers Klasse; der opkomme Begreber om Retfærdighed, Billighed, Anstændighed, Ære, Anseelse, Navnkundighed. Den indskrænkede Drift, Familie-Kiærlighed, bliver udvidet til Kiærlighed for Fædrenelandet, for det ganske menneskelige Kiøn, og af den medfødte Spire til Medlidenhed udspringer Velvillighed, Mildhed og Høimodighed.
Efterhaanden bringer Omgang, Selskabelighed, Samtale og Opmuntring, alle de sædelige Dyder til Fuldkommenhed; de antænde Hierter til Venskab, Brystet til Tapperhed, og Siælen til Sandheds Kiærlighed, udbrede over det menneskelige Liv en Kappe af Tieneste og Gientieneste, Kiærlighed og Gienkiærlighed, en Afvexling af Alvor og Spøg, Dybsindighed og Munterhed, der alle i Sødhed overgaae de enkelte og uselskabelige Vellyster. Derfore finde vi ingen Behag i Besiddelsen af alle Jordens Goder, i Nydelsen af de fyrigste Vellyster, naar vi i Eenlighed skulle besidde og nyde samme; de høieste og prægtigste Formaale i Naturen fornøie det selskabelige Dyr, Mennesket, ikke saa meget, som at see et af sine Medmennesker.
Erlanger nu denne fornuftige Skabning først rigtige Begreber om Gud og hans Egenskaber, o! hvilket dristigt Skridt til høiere Fuldkommenhed! Af Omgang med sine Medskabninger træder han i Omgang med
