Jeg tvivler ikke paa, mine Venner! at Crito og I alle stemme overeens med mig heri. Men saaledes kunde vi ikke tænke, naar Livet var os alle Ting. I Følge denne vildfarende Meening laae den afskyeligste Misdæder ingen Forpligtelse paa, at lide sin velfortiente Straf, men naar han ved Republiken havde forbrudt sit Liv, saa er han befriet til at ødelægge sit Fædreneland, der vil hans Undergang. Det, som er skeet, kan ikke meere ændres, Livet er hans høieste Gode: hvorledes kan han foredrage Republikens Vel derfor? Hvorledes kan Naturen foreskrive ham en Pligt, der ikke sigter til hans høieste Gode? Hvorledes kan han være forbunden til at giøre eller lide noget, der strider mod hans ganske Lyksalighed?[1] Det vil altsaa være ham tilladt, ja endog paaligge ham som en Pligt, ved Ild og Mord at forvirre Staten, naar han derved kan redde sit Liv. Men hvorved har dette Skarn faaet denne
- ↑ Alle de Pligter, som Naturen foreskriver Menneskene, maae have det høieste Gode til Maal. Er Lyksaligheden vores høieste Gode, saa er det vores Pligt i Livet, at stræbe efter Lyksalighed. Men er Livet selv det høieste Gode, saa kan det aldrig blive nogen Pligt, at miste Livet.
deres Pleie af Forældrene, saa maae det og paaligge Forældrene, at sørge derfor. Den ufuldkomne Ret forudsætter paa den anden Side en ufuldkommen Forbindtlighed. Hvem der ikke er ganske fremmed i de første Grunde til Natur-Retten, kan umuelig tvivle paa disse Sætninger.
