miste saadan en Ven. Crito, der, endog førend jeg, ikke kunde holde sine Taarer, stod op og vankede omkring i Fængselet; og Apollodorus, der mestendeels den heele Tid havde grædt, begyndte nu overlydt at hyle og jamre sig, saa at enhvers Hierte deraf maatte briste. Kuns Socrates blev ubevæget, og raabde til os: Hvad giøre I? Kleinmodige! Jeg har just bortsendt Qvinderne, for at de ikke her skulde saaledes klage og hyle; thi jeg har ladet mig sige, at man maatte søge at opgive Aanden under Velsignelser og gode Ønsker. Værer altsaa roelige, og viser eder som Mænd!
Da vi mærkede dette, skammede vi os og hørde op at græde. Han gik op og ned, indtil Fødderne bleve tunge paa ham, derpaa lagde han sig ned paa Ryggen, som Slaven havde raadet ham. Strax derpaa rørde Manden, som havde bragt Giften, ham med Hænderne, og følede paa hans Fødder og Hofter. Han trykde hans Fod, og spurgde, om han følde det? Nei, svarede han. Han trykkede hans Been, men slap igien, og gav os at forstaae, at han var kold og stiv. Han følede paa ham igien, og sagde: Saasnart det kommer ham til Hiertet, vil det være ude med ham. Nu begyndte allerede Underlivet at blive koldt. Socrates tog da Dækket lidt tilside, thi man havde tildækket ham, og sagde til Criton, (disse vare hans sidste Ord): Ven! forglem ikke at bringe Helbredelsens Gud en Ha-
