denhed for en saa fæisk Vellyst. Man læse de strenge Bebreidelser, som han giver Critias og Critobulus; Man læse det Vidnesbyrd, som den modvillige og halvdrukne Alcibiades, i Platos Bordsamtale, giver ham. Hans Fienders og Bagvaskeres Stiltienhed, og hans Venners positive Vidnesbyrd om det Modsatte, efterlader ingen Tvivl, at denne Beskyldning maae være ugrundet og en strafværdig Bagtalelse. Udtrykkene hos Plato, saa fremmede de endog klinge i vore Øren, bevise intet videre, end at denne unaturlige Galanterie dengang har været Modesproget, ligesom den alvorligste Mand i vore Tider ikke ville undsee sig ved, naar han skrev til et Fruentimmer, at skrive som forliebt.
Om den Genius, som han foregav at besidde, og, som han sagde, altid af holdt ham, naar han vilde foretage sig noget Skadeligt, ere de Lærdes Meeninger deelte. Nogle troe, at Socrates heri har tilladt sig en liden Opdigtelse, for hos det overtroiske Folk at finde Gehør; Men dette synes at stride imod hans sædvanlige Oprigtighed. Andre forstaae under denne Genius en skiærpet Følelse af det Gode og Onde, en moralsk Bedømmelseskraft, der ved Eftertanke, lang Erfaring og vedholdende Øvelse, er bleven til en Instinct, ved hvilken han kunde prøve og bedømme enhver frie Handling efter dens formodentlige Følger og Virkninger, uden at kunne giøre sig selv Regnskab for sin Dom. Men man
