fore giorde han sig altid megen Umage med at giøre det Indvortes hos disse Personer overeenstemmende med deres veldannede Udseende. Men ingen var ham saa angelegen, som Alcibiades, et ungt Menneske af ugemeen skiønhed og af stor Talent, der var fremfusende, modig, letsindig, og af et meget fyrigt Temperament. Denne forfulgde han utrættet, indlod sig ved alle Leiligheder i Samtaler med ham, for ved sine venlige Formaninger og kærlige Opmuntringer at afholde ham fra de Udsvævelser til Ærgierrighed og Vellyst, som han af Naturen var meget tilbøielig til. Plato lader ham ved denne Leilighed ofte bruge Udtryk der næsten synes forliebte: hvoraf man i de seenere Tider har taget Anledning til at beskylde Socrates for en strafværdig Omgiengelse med unge Folk. Men selv Socratis Fiender, Aristophanes i sin Comoedie, og Melitus i sin Klage, melde ikke et Ord herom. Melitus beskylder ham vel for, at han fordærver Ungdommen; men, som det tydelig sees af Socratis Svar, gik dette Kuns ud paa Religionens og Politikens Love, mod hvilke han skal have giort Ungdommen ligegyldig. Sæt endog, at Sædernes fordærvelse dengang var gaaen saa vidt, at man holdt denne unaturlige Last for næsten naturlig, saa havde hans Fiender dog ikke ganske fortiet denne Omstændighed, naar det ikke havde været aabenbare umueligt at beskylde dette Mønster paa Kydskhed og Afhol-
