ikke.” Vil du ikke selv opsætte noget til dit Forsvar? spurgde de ham. „Det beste Forsvar, som jeg kan giøre, svarede han, er, at jeg i mit Liv aldrig har giort nogen Uret. Jeg har adskillige gange begyndt at tænke paa en Forsvarstale, men er altid af Gud deri forhindret. Maaskee det er hans Villie, at jeg i disse Aar, førend den affældige og en Sygdom lignende Alderdom kommer, skal døe en lettere Død, og hverken blive mine Venner eller mig selv til Byrde.” I disse Ord har man for nogen Tid siden villet finde Beviis, at Socrates var feighiertet, og meere frygtede for Alderdommens Ubeqvemmeligheder end for Døden. Der hører ikke liden Dristighed til, at ville indbilde Læseren slige Ting.
Paa den til denne Undersøgelse offentlig berammede Dag kom Melitus, Anitus og Lykon, den første for Digterne, den anden for Folket, og den tredie for Talerne, bestege een efter den anden Talestolen, og holdte de giftigste og uforskammenste Taler imod Socrates. Han betraadde Pladsen efter dem, uden at zittre eller bæve, uden, efter den da brugelige Maade paa Domhuuset, ved et jammerligt Udseende at ville bevæge Dommerne til Medlidenhed; men med det satte og forsigtige Væsen, som var hans Viisdom anstændigt. Han holdt een vel ukonstlet og uforberedet men mandig og meget eftertrykkelig Tale, hvori han uden Bitterhed fralagde sig alle de Bagvaskel-
