tre Dage skal du komme til dit frugtbare Phthia.” En fiin Lignelse! hvorved han gav at forstaae, at han tragtede efter hiint Liv, ligesom hos Homer den vrede Achilles trak sig bort fra Leiren til Phthia, sit Fædreneland. Men Crito, der havde ganske andre Hensigter, aabenbarede sin Ven, at han havde bestukket Vagten, og indrettet alt det Nødvendige til ved Nattetider at føre ham ud af Fængselet; saa det nu aleene kom an paa ham, om han vilde undgaae den skammelige Død. Han søgde og ved de vigtigste Forestillinger at overbevise ham, at det var hans Pligt og Skyldighed. Saasom han kiendte hans Kiærlighed til sit Fædreneland, saa forestillede han ham, hvorledes han var forbunden til at vogte, at Athenienserne ikke udgydede uskyldigt Blod; Han anførde desuden, at han maatte giøre det for sine Venners Skyld, der, foruden den Smerte over hans Tab, ogsaa ville blive udsatte for den skammelige Eftertale, at de havde forsømt hans Befrielse. Endelig efterlod han ikke at foreholde ham et bevægeligt Billede paa hans hielpeløse Børn, der da ville være berøvede hans faderlige Underviisning, Exempel og Beskyttelse. Herpaa svarede Socrates: „Min kiære Crito! dit venlige Forsorg er roesværdigt og derfor, burde med Taksigelse modtages, naar det kan komme overeens med den sunde Fornuft. Men strider det derimod, saa har vi saa meget meere at vogte
