Side:Phædon eller om Siælens Udødelighed.pdf/92

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

Mine Venner! raabde Socrates, nu er det Tid at nærme os til vores Forehavende. Vi har samlet Grunde, som skal stride for vores Evighed, og jeg lover mig en vis Seier. Men vil vi ikke, efter Feldtherrernes Sædvane, førend vi komme til Trefning, nok engang oversee vores Magt, for desto nøiere at lære at kiende dens Styrke og Svaghed?

Apollodorus bad meget om en kort Igientagelse.

Sætningerne, sagde Socrates, hvis Rigtighed vi nu ikke meere drage i Tvivl, ere disse:

  1. Til enhver naturlig Forandring udfordres tre Ting. a) En Tilstand hos en foranderlig Ting, som ophører. b) En anden Tilstand, der skal betræde den forriges Sted, og c) enten Mellemtilstand eller Overgang, at Forandringen ikke skal skee pludselig, men langsom.
  2. Hvad som er foranderligt, bliver intet Øieblik uden virkelig at forandres.
  3. Tidens Følge gaaer i eet fort, og der gives ikke to Øieblikke, som ere hinanden de nærmeste.
  4. Forandringernes Følge stemmer overeens med Tidens Følge, og er ligeledes saa uafbrudt, saa sammenhængende, at man ikke kan angive nogen Beskaffenheder, der ere de nærmeste ved hinanden, eller imellem hvilke en Overgang ikke kunde finde Sted.