Side:Rasmus Nielsen - Paa Kierkegaardske Stadier.djvu/104

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst
102

grunden, hvorpaa alle de herlige Goder hænge, som han agter at uddele: ja, ikke sandt, saa er der Mening deri? Men hvad Mening Du end har derom, saameget er vist, det er ikke Christendom, det er lige det Modsatte, Christendommen saa stik imod, som det er muligt; thi husk paa Indbyderen!

Prøv Dig nu selv — thi dette har Du Lov til, Du har Lov til at prøve Dig selv; derimod har Du egentligen ikke Lov til uden Selvprøvelse at lade Dig af "de Andre" indbilde, eller indbilde Dig selv, at Du er Christen — altsaa prøv nu Dig selv, hvis Du levede samtidigen med ham! Sandt nok, han — ak, han! han sagde sig selv at være Gud! Det har jo mangen gal Mand gjort — og hele Samtiden dømte: "han bespotter Gud."

Ja derfor var det, der blev sat Straf paa at lade sig hjælpe af ham; det var det Bestaaendes og den offentlige Menings gudfrygtige Omsorg for Sjælene, at Ingen skulde komme paa Ajveie: det var Gudsfrygt, at man saaledes forsulgte ham. Førend da En beslutter sig til at lade sig hjælpe, har han dette at betænke, at han ikke blot maa vente Menneskenes Modstand, men, betænk det vel, at Menneskenes Straf her er Guds Straf over ham, den Gudsbespotter — Indbyderen!