Kommer nu hid, alle I, som arbeide og ere besværede! Ikke sandt, der er ikke Noget at haste efter, der bliver en lille Standsning.
— "See, vi have forladt alle Ting og fulgt Dig, hvad skulle vi have?"
Naar et Menneske forsikkrer, at han var villig til at forlade alle Ting for Christi Skyld, hvis det forlangtes af ham: ja, hvor turde jeg sige, at det var usandt. Men see, i hine Tider, da det virkelig blev Alvor med at skulle forlade alle Ting, fandtes der da den Gang saa Mange, der vare villige, og de Faa, der fandtes, fandtes disse just ikke blandt de Fattige og Ringe? Men nu, nu, da det ikke saa let bliver virkelig Alvor med bogstaveligen at skulle forlade alle Ting, nu ere vi alle villige, — hvis det forlangtes. Lad os ikke bedrage os selv, og ikke bedrage Gud. Det gaaer jo dog ikke an at tænke saa høit om sig selv: at blive i Besiddelse af Alt, og saa ovenikjøbet formeentligen at være en saadan Mand. Fordrer Gud det ikke af os, at vi skulle forlade alle Ting, saa fordrer han jo dog Oprigtighed af os. Langtfra utaalmodigt og hidsigt at tilskynde Nogen til utaalmodigt og hidsigt at forsøge sig i at forlade alle Ting, hvad Gud maaskee ikke fordrer, ikke fordrer af ham, ville vi derimod anprise Oprigtighed, som Gud fordrer af Alle; men det er dog for galt at gjøre det til en
