hvis jeg nogensinde bliver det, eller naar jeg er bleven gammel, hvis jeg nogensinde bliver det, eller naar jeg skal døe, thi dette veed jeg dog, jeg skal, da vil jeg sige: udødelige Mozart, Dig, hvem jeg skylder Alt, da vil jeg lade den Beundring, der er min Sjæls første og dens eneste, bryde frem af al sin Magt, lade den dræbe mig, hvad den dog ofte har villet. Da har jeg beskikket mit Huus, da har jeg betænkt min Elskede, da har jeg tilstaaet min Kjærlighed, da har jeg ganske sandet, at jeg skylder Dig Alt, da tilhører jeg Dig ikke mere, ikke Verden, men kun Dydens alvorlige Tanke! — Nu lød fra Orchestret hiin Indbydelse, hvori Lysten jubler høiest, svinger sig himmelstormende over Elviras smertelige Taksigelse, og let apostropherende gjentog Johannes: viva la liberta; — et veritas, sagde det unge Menneske, men fremfor Alt in vino, afbrød Constantin dem, idet han selv tog Plads ved Bordet, og opfordrede de Andre dertil.
Hvor let er det ikke at gjøre et Gjestebud, og dog har Constantin forsikkret, at han aldrig mere vilde vove det! Hvor let er det ikke at beundre, og dog har Victor forsikkret, at han aldrig vil give sin Beundring Ord, fordi et Nederlag er forfærdeligere, end at blive Invalid i Krigen!
