Fløidørene aabnedes; Virkningen af den straalende Belysning, Kjøligheden, der strømmede dem imøde, Anretningens Smagfuldhed overvældede et Øieblik de Indtrædende, og da der i det samme fra Orchestret lød Toner af Ballet i Don Juan, forklaredes de Indtrædendes Skikkelser, og som af Ærbødighed for en usynlig Aand, der omgav dem, standsede de et Øieblik som den, hvem Beundring har vakt, og som er opstanden til Beundring.
Hvo veed, hvad det lykkelige Øieblik er, hvo har fattet dets Vellyst, og ikke fornummet hiin Angst, at der pludseligen skulde skee Noget, det Ubetydeligste, der dog er mægtigt til at forstyrre Alt! Hvo har holdt Lampen i sin Haand, og dog ikke følt Vellystens Besvimelse, fordi man blot behøver at ønske! — Saaledes stode de hos hinanden. Kun Victor stod noget afsondret, hensjunken i sig selv; en Gysen gik ham igjennem Sjælen, han skjælvede næsten; da samlede han sin Sjæl, og hilste Varslet med disse Ord: I skjulte, festlige, forføreriske Toner, der rev mig ud af en stille Ungdoms klosterlige Eensomhed, og bedrog mig med et Savn, som var det en Erindring, forfærdeligt, som hvis Elvira end ikke var bleven forført, men kun havde begjæret det! Udødelige Mozart, Dig, hvem jeg skylder Alt; dog nei, endnu skylder jeg Dig ikke Alt. Men naar jeg er bleven en Olding,
