Side:Rasmus Nielsen - Paa Kierkegaardske Stadier.djvu/19

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

17

lige vegetative Blødhed og Gjennemsigtighed. Men denne ydre Skjønhed glemte man dog igjen over det næste Indtryk, eller man beholdt det kun in mente, medens man betragtede en Yngling, der kun dannet, eller, for at bruge et endnu zartere Udtryk, opdægget ved Tanken, næret ved sin Sjæls eget Indhold, Intet havde havt med Verden at skaffe, hverken var bleven vakt og opflammet, eller uroliget og forstyrret. Lig en Søvngjænger havde han Loven for sin Optræden i sig selv, og hans elskelige velvillige Mine angik Ingen, men afspeilede kun Sjælens Grundstemning. Den Anden kaldte de Modehandleren, hvilket var hans borgerlige Stilling. Af ham var det en Umulighed at faae et heelt Indtryk. Han var klædt efter den allernyeste Mode, krøllet og parfumeret, duftende af eau de Cologne. Hans Optræden var i eet Øieblik ikke uden Aplomb, men i næste Øieblik antog hans Gang en vis dandsende Festlighed, en vis Svæven, som hans Førlighed dog indtil videre satte en Grændse for. Selv naar han var mest ondskabsfuld i sin Tale, havde hans Stemme bestandig noget af den Boutique-Behagelighed, den Galanteri-Sødlighed, som vist var ham selv yderst modbydelig, og kun tilfredsstillede hans Trods. Naar jeg nu tænker paa ham, forstaaer jeg ham vel bedre, end da jeg saae ham træde ud af Vognen, og uvilkaarlig kom til at lee.



2