man tør fordre Aand, han bliver enten ikke jaloux, eller han bliver komisk, naar han bliver det, og allermeest, naar han kommer løbende med en Dolk.
At skyde en Qvinde, at udfordre hende, at foragte hende, gjør Alt den stakkels Mand kun mere latterlig, thi Qvinden er det svagere Kjøn. Denne Betragtning kommer igjen allevegne, og forvirrer Alt. Gjør hun det Store, beundrer man hende mere, fordi man ikke har troet at turde fordre det af hende. Bliver hun bedragen, har hun al Pathos i sin Faveur; bliver en Mand bedragen, har man lidt Medlidenhed og lidt Taalmodighed, saalænge han er tilstede, for at lee, naar han er gaaet.
See derfor gjør man vel i itide at betragte Qvinden som Spas. Morskaben er ubetalelig. Som en retskaffen Elsker opdager man enhver Ynde hos den Elskede. Naar man nu træffer paa denne Genialitet, da lader man den ikke staae hen som en Mulighed, men udvikler den tvertimod til Virtuositet. Videre behøver jeg Intet at sige, videre lader Intet sig sige i Almindelighed, Enhver forstaaer mig. Som da En har sin Morstab af at balancere med en Stok paa Næsen, af at svinge med et Glas, uden at dets Indhold finder ud, af at dandse mellem Æg, og andre lignende ligesaa underholdende som gavnlige Øvelser, saaledes og ikke anderledes har den Elskende i Sam-
