giveligste Galimathias; thi langtfra hendes oprigtige Sjæl være det at ville bedrage Nogen; hun mente Alt, hvad hun sagde, nu siger hun det Modsatte; men med samme elskelige Aabenhjertighed, thi nu vil hun døe paa det Modsatte. Dersom da Manden af fuld Alvor giver sig hen i Elskov, da kan han sige, at han har godt assureret, ifald han ellers nogetsteds kan saae assureret; thi et saa fængeligt Stof, som en Qvinde, maatte altid gjøre Assurandeuren betænkelig. Hvad har han ogsaa gjort? Han har identificeret sig med hende; gaaer hun af Nytaarsaften som et Knald, saa gaaer han med, og skeer det ikke, er han kommen i temmelig nær Slægtskab med Faren.
At Shakespeare har opfattet Othello tragisk (ogsaa fraseet den ulykkelige Katastrophe, at Desdemona er uskyldig) lader sig kun forklare, men ogsaa absolut retfærdiggjøre derved, at Othello er en farvet Mand. Thi en farvet Mand, kjære Drikkebrødre, der ikke kan antages at repræsentere Aand, en farvet Mand, kjære Drikkebrødre, der altsaa bliver grøn i Ansigtet, naar han bliver vred (hvilket er et physiologisk Factum), en farvet Mand kan vel blive tragisk ved at være bleven bedragen af en Qvinde, ligesom Qvinden har hele Tragoediens Pathos paa sin Side, naar hun er bedragen af Manden. En Mand, der bliver rød i Kammen, kunde maaskee blive tragisk, men en Mand, af hvem
