lære Qvinden at kjende; i min Modeboutique! thi den er den eneste i Residensen, der er ikke Tanke om Concurrence; hvo skulde vove en Væddestrid med Den, der ganske har offret sig, og offrer sig som Ypperstepræst i denne Afgudsdyrkelse? Nei, der er ikke et distingueret Selskab, uden at mit Navn er det første og sidste, og der er ikke et borgerligt Selskab, hvor jo mit Navn, naar det nævnes, indgyder hellig Ærefrygt som Kongens, og der er ingen Dragt saa vanvittig, at den jo, naar den er fra min Boutique, ledsages af en Hvidsken, idet den gaaer igjennem Salen; og der er ikke en Dame af Byrd, der vover at gaae min Boutique forbi, og ikke en borgerlig Pige, uden at hun gaaer den sukkende forbi, og tænker: dersom jeg blot havde Raad. Nu, hun var ei heller bedragen. Jeg bedrager Ingen; det Fineste, det Kostbareste, leverer jeg til de billigste Priser, ja under Prisen sælger jeg; saaledes ønsker jeg ikke at vinde, nei, jeg sætter aarligt store Summer til. Og dog vil jeg vinde, jeg vil det, jeg giver min sidste Hvid hen, for at bestikke, for at underkjøbe Modens Organer, at mit Spil kan vindes. Det er mig en Vellyst uden Lige at tage de kosteligste Tøier frem, at skjære til, at klippe ægte Brysler-Kniplinger ud, for da at danne en Narredragt, jeg udsælger til de billigste Priser, ægte Stoffer og paa Moden. I troer maa-
