skee, at det kun er i enkelte Øieblikke, hun ønsker at være paa Moden. Langtfra, hun vil det altid, og det er hendes eneste Tanke; Thi Qvinden har Aand, men den er anbragt ligesaa godt som den forlorne Søns Midler; og Qvinden har Reflexion i ubegribelig høi Grad, thi der er intet saa Helligt, at hun jo i samme Nu finder det commensurabelt for Pynten, og Pyntens fornemste Udtryk er Moden; hvad Under at hun finder det commensurabelt, thi Moden er jo det Hellige; og der er intet saa Ubetydeligt, at hun jo atter veed at bringe det i Forhold til Pynten, og Pyntens ideløseste Udtryk er Moden; og der er Intet, Intet i hele hendes Paaklædning, ikke det mindste Baand, uden hun har en Forestilling om dets Forhold til Moden, og uden hun øieblikkelig opdager, om den forbigaaende Dame har bemærket det; thi for hvem pynter hun sig uden for andre Damer! Selv i min Boutique, hvor hun jo kommer for at vorde udstyret paa Moden, selv der er hun paa Moden. Ligesom der er en særskilt Badedragt og Ridedragt, saaledes er der ogsaa en egen Art af Paaklædning til at gaae i Boutiquen med. Denne Dragt er ikke saaledes skjødesløs, som den Negligee, i hvilken en Dame behager at lade sig overraske tidligere om Formiddagen. Pointen er da hendes Qvindelighed og Coquetteriet i at lade sig overraske. Modedragten derimod er be-
