jeg tvertimod anerkjender hende meget mere end Ægtemanden.
Oprindeligen var der kun eet Kjøn, saa fortælle Grækerne, det var Mandens. Herligt udrustet var han, saa han gjorde Guder Ære, saa herligt udrustet, at det gik Guderne, som det stundom hænder en Digter, der har udtømt al sin Kraft i sin digteriske Skabning: de bleve misundelige paa Mennesket. Ja hvad værre var, de frygtede ham, at han skulde uvilligt bøie sig under deres Aag, de frygtede, om end uden Grund, at han endog skulde bringe Himlen selv til at vakle.
Med Magt kunde han ikke tvinges, thi da kunde Guderne selv have tvunget ham, men derom var det jo netop de mistvivlede. Fanges og tvinges maatte han da ved en Magt, der var svagere end hans egen, og dog stærkere og stærk nok til at tvinge. Hvilken vidunderlig Magt maatte dette ikke være! Dog Nød lærer selv Guder at overgaae sig selv i Opfindsomhed. De søgte og grundede og fandt. Denne Magt var Qvinden, Skabningens Vidunder, selv i Gudernes Øine et større Vidunder end Manden, en Opdagelse, som Guderne i deres Naivetet ikke kunde lade være at prise sig selv for.
Og Gudernes List lykkedes. Dog lykkedes den ikke altid. Der var til alle Tider nogle Mænd,
