Side:Rasmus Nielsen - Paa Kierkegaardske Stadier.djvu/48

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst
46

hun ikke, det er ikke hende, det er Tilværelsen selv, der er den listige Angiver. Skjelmsk er hun som Barnet i Legen, der titter frem af sit Skjul, og dog er hendes Skjelmeri uforklarligt, thi hun veed ikke selv af det, og er altid gaadefuld, gaadefuld naar hun skjuler Øiet, gaadefuld, naar hun udsender Blikkets Sendebud, hvilket ingen Tanke, end mindre noget Ord formaaer at følge. Og dog, er Blikket Sjælens "Tolk", hvor er da Forklaringen, naar Tolken selv taler uforstaaeligt. Rolig er hun som Aftenens Stilhed, naar intet Blad rører sig, rolig som en Bevidsthed, der endnu ikke veed af Noget, hendes Hjertes Bevægelse saa regelmæssigt, som var det ikke til, og dog opdager den Erotiker, der lytter stethoskopisk rigtigt, Lystens dithyrambiske Slag, som et ubevidst Medlydende. Sorgløs som Vindens Pust, tilfreds som det dybe Hav, og dog længselsfuld som det Uforklarede er det. Mine Venner! mit Sind er formildet, ubeskriveligt formildet; jeg fatter, at ogsaa mit Liv udtrykker en Idee, om I end ikke forstaae mig....


Taflet var hævet. Der behøvedes kun et Vink af Constantin; med militairisk Taktfasthed forstode Deeltagerne hinanden, naar det gjaldt, at gjøre et