Sving og et Omsving. Med den usynlige Commandostav, der i Constantins Haand var elastisk som en Ønskeqvist, berørte han dem endnu engang, for i en flygtende Reminiscens at minde om Gjæstebudet og Nydelsens Stemning, der for en Deel var overvunden af Talernes Tankebevægelse, og for at, som det skeer i Resonantsen, den Festlighedens Tone, der var forsvunden, atter maatte vende tilbage over Gjæsterne i Gjenlydens korte Nu. Han hilste til Afsked med det fulde Glas, han tømte det, han slyngede det mod Døren i Bagvæggen. De Andre fulgte hans Exempel, og fuldkommede den symbolske Handling med en Indviets Høitidelighed. Afbrydelsens Lyst skete saaledes sin Ret, denne keiserlige Lyst, der kortere end nogen anden, dog er frigjørende som ingen anden. Man bryder af, og der hører Kraft til at gjøre det, større Kraft end til at overhugge en Knude, fordi Knudens Vanskelighed giver Lidenskab, men den Lidenskab, der hører til for at bryde af, maa man give sig selv.
Medens der spændtes for, spadserede de natlige Gjæster et lille Stykke henad Veien. Den friske Morgenluft luttrede deres hede Blod med sin Kjølighed, i hvis Forfriskelse de ganske gave sig hen, medens deres Skikkelser og Gruppen, disse dannede, paa mig gjorde et phantastisk Indtryk. Thi at Morgensolen
